Transport

Turen til Alperne Bus, fly eller bil?

En hurtig flyvetur, hygge med vennerne i bussen eller ski-taskerne i bagagerummet. Hvordan du kommer til Alperne kan variere lidt, alt efter hvordan du vælger at planlægge din skiferie.

Vi indrømmer gerne, at turen frem og tilbage sjældent er højdepunktet på din skiferie. Men det betyder dog ikke, at turen ikke kan være sjov! Om det så er med bus, fly eller I vælger at køre selv, så er det allerede fra I forlader Danmark, at jeres skiferie er startet!

Her under vil I finde generel information om, hvordan I skal forholde jer til jeres valgte transport. Busrejsen er altid inklusiv i vores pakkerejse, og den som langt de fleste anvender.

Såfremt du ønsker at flyve eller køre selv til Alperne, kan dette vælges ved tilmeldingen, eller ved at kontakte Summmitweek efter din skitur er bestilt. 

Har du mere specifikke spørgsmål? Så se vores FAQ, hvor der er svar på (næsten) alt om transport! 

LÆS MERE OM BUSREJSER→
LÆS MERE OM FLYREJSER →
LÆS MERE OM EGEN TRANSPORT→



         

Bus til Alperne

BUSSEN TRILLER MOD ALPERNE

Busrejsen er vores klart mest anvendte transportform, når turen går mod Alperne. Det er også den transportform som er den del af vores grundpakker, og derfor den mest populære vej sydpå. Her er det så simpelt, at du blot lægger din bagage ind i bussen, finder en plads med vennerne fra dit gymnasium eller universitet og læner dig tilbage, til I er fremme. 

RUTEN

Ruten afhænger både af hvor i landet, I bliver afhentet, samt om der eventuelt også skulle være ét eller flere stop for afhentning af andre undervejs. Fra Sjælland går turen typisk over Rødby-Puttgarden med færge, og fra Fyn og Jylland vil det være direkte over grænsen til Tyskland. Der er ikke stop for grænsehandel. 

Undervejs vil der blive holdt en kort pause cirka hver 4. time, med mulighed for at få strukket benene og handlet lidt små fornødenheder på diverse rastepladser. Om aftenen vil der være én længere pause med henblik på at købe aftensmad, hvorefter der køres igennem hele natten med blot et hurtigt chaufførskifte. 

PRAKTISK INFORMATION

Kom i god tid, minimum 30 minutter før afgang, ved opsamlingsstedet. Dette findes på dit rejsebevis, som bliver fremsendt cirka to uger inden afrejsedagen. Det er en god idé at medbringe toilettaske, vandflaske og snacks inde i bussen, da der ikke vil være tilgang til bagagen i løbet af turen.

Det er tilladt at have en lille højtaler med inde i bussen, og spille musik i samråd med dem omkring dig. Dog må der ikke medbringes en Soundboks, da midtergangen ikke må spærres, og lydniveauet kan være til gene for de andre passagerer og buschaufføren. Er du i tvivl om noget, så tag en snak med guiden på bussen eller chaufføren - og følg altid deres anvisning om støj og generel opførsel.

ANKOMST

Busserne ankommer som udgangspunkt altid til destinationen om eftermiddagen den følgende dag, afhængigt af trafikken. De fleste franske destinationer kan du forvente en ankomst 22 timer efter afgang - igen afhængigt af trafikken. Umiddelbart inden ankomst vil guiden udlevere en velkomst kuvert med liftkort med mere. I samme omgang vil guiden holde en tale med praktisk information om præcis hvad der skal ske, både ved ankomst, men også i løbet af ugen. Det er en rigtig god idé at lytte nøje til denne.

Skulle du ankomme inden check-in og nøgleudlevering er muligt på dit indkvarteringssted, vil guiderne anvise bagagebevaring og omklædningsforhold. Disse kan til tider være lidt primitive, alt efter hvilken destination skiferien går til. Ofte vil det være centralt i byen, og tæt på afstigningsstedet. 

Når de dejlige dage på ski er slut, vil bussen køre mod Danmark om morgenen den efterfølgende lørdag. Du vil modtage afrejseinformation med tider og busnummer om torsdagen ved værelsesbesøg fra guiderne. Bussen ankommer i Danmark tidligt om morgenen søndag, hvor du vil have hele dagen til at få sovet ud - og det får du brug for! 

BAGAGE

Der må maksimalt medbringes 1 normal kuffert/taske og 1 håndbagage. Hvis du har bestilt skitransport, må du medbringe 1 par ski og støvler ELLER snowboard. Dette skal overholdes grundet bagagepladsen i bussen. Hvis der er muligt, ser vi helst, at du ikke anvender en hardcase kuffert, da disse tager meget plads og besværliggør pakningen. Hold dig opdateret på dit rejsebevis om vægtkrav til din skiferie.

Summitweek eller busselskabet kan ikke drages til ansvar for beskadiget eller mistet bagage under transporten. Vi anbefaler derfor at man tegner en privat rejseforsikring der dækker dette.  

Flere spørgsmål? Se vores FAQ for uddybende svar på generelle spørgsmål om busrejser. 

         

Egen transport til Alperne

PÅ VEJ MOD ALPERNE

Det er næsten en oplevelse i sig selv, at køre på skiferie. Derfor er det naturligvis også en mulighed at vælge dette! Busrejsen er som udgangspunkt altid inkluderet i vores pakkerejser, men vælger du at køre selv, vil der naturligvis være en rabat på grundpakken. Præcis hvor meget det er, afhænger af hvor og hvornår du skal afsted - det vil du altid kunne se under My Summit.

ANKOMST

Ved ankomst til destinationen er guiderne naturligvis klar til at hjælpe jer godt på plads.

Du vil også modtage lidt generel information på dit rejsebevis cirka to uger før afrejse, som er vigtigt at læse. 

TRANSPORTTID OG AFGIFTER

I skal forvente en rejsetid på cirka 16 timer fra Hamborg til Frankrig. Inden I pakker bilen og spænder sikkerhedsselen er det en god ide at checke vejrudsigten og trafikmeldinger, da det kan have stor indflydelse på rejsetiden. 

Undervejs vil der være lidt forskellige afgifter, alt efter hvilken rute du vælger.

PARKERING

Specielt i Frankrig opkræves der næsten alle steder et parkeringsgebyr på alt i mellem 40€ - 120€ afhængig af destination og rejseuge. Det kan ofte betale sig at bestille parkering i god tid, da der særligt i de store ferieuger er risiko for, at parkeringshusene i byen kan blive udsolgt, samt mere fordelagtige priser, hvis I er tidligt ude. Får I ikke gjort det, så vil vores guider hjælpe jer med at anvise parkeringsmuligheder ved ankomst og udlevering af velkomstkuverten. 

ER BILEN KLAR?

Det er vigtigt, at du sørger for at bilen er vinterklar og indeholder de lovmæssige krav. Det kan være en god idé, at få den gennemgået hos en forhandler, såfremt du er i tvivl. Vinterdæk er lovpligtige, og husk også at have snekæder med, som passer til bilens hjulstørrelse, i tilfælde af stort snefald.

Det kan også være en god idé at kontakte jeres forsikringsselskab og høre, om der er noget I skal være særligt opmærksomme på undervejs i forbindelse med behov for autohjælp eller lignende. I Tyskland er der yderligere et lovkrav at der findes én gul sikkerhedsvest pr. passager der er i bilen samt et rød advarselstrekant. Sørg også for at tjekke at I har disse til rådighed.