Job i Alperne

SÆSON I ALPERNE BLIV DESTINATIONSGUIDE

Vi har besat alle stillinger til sæsonen 2022/2023, men der kan ske ændringer, så hvis du har en stor drøm at komme til Alperne denne sæson som destinationsguide, så send os din ansøgning. Så kontakter vi dig, hvis der bliver et job ledigt.

5 GRUNDE TIL AT BLIVE GUIDE FOR SUMMITWEEK 

  • Du får branchens bedste uddannelse
  • Du får et solidt referencepunkt på dit CV, med bred anerkendelse i erhvervslivet 
  • Vi har tillid til dig, og giver dig masser af ansvar
  • Du får job  en af Alpernes største og mest kendte destinationer 
  • Du får venner for livet og udvikler dig eksplosivt under din ansættelse

JOBBESKRIVELSE HVAD LAVER EN GUIDE?

Vi søger både sociale, energiske og udadvendte guider, som elsker at hjælpe og opsøge vores gæster, men vi søger også guider, som tager ansvar og sætter stor ære i at yde en god service.

En destinationsguide har mange forskellige arbejdsopgaver – lige fra det synlige til det administrative arbejde bag kulisserne. En destinationsguide vil altså både skabe personlige relationer til gæsterne gennem service og arrangementer, men kommer også til at arbejde med administrative opgaver såsom planlægning, økonomi og skemalægning.  

TYPISKE ARBEJDSOPGAVER SOM GUIDE 

Som destinationsguide er der mange forskellige former for arbejdsopgaver. Herunder har vi nævnt nogle af de opgaver, som du vil komme til at arbejde med. 

  • ANKOMST- & AFREJSEDAG: Hjælpe med check-in og ud, samt tage imod alle gæster som ankommer med enten fly, bus eller bil.
  • TRANSFER: Være ansvarlig for gæsternes logistik og velvære på ankomst- og afrejsedag. 
  • PRAKTISK: Hjælpe gæster med liftkort, problemløsning, skiudlejning og skiskole. 
  • ADMINISTRATIVT: Skemalægning, rapporter, svare på mails, problemløsning, transferplanlægning, velkomstbrev og –kuverter samt afrejseinformation. 
  • FORBEREDELSE: Pakke velkomstbreve, kontrollere liftkort, skiskole og skiudlejning. 
  • ØKONOMI: Bogføring, regnskab og solgte arrangementer. 
  • SKILØB: Guide gæsterne rundt på de bedste pister og lækreste restauranter på destinationen. 
  • AFTERSKI: Hygge, få relationer og lære gæsterne at kende. 
  • ARRANGEMENTER: Picnic, kælketure, børnearrangementer, vinsmagning med mere – mulighederne er mange. 
  • SERVICE: Altid være tilgængelig overfor gæsterne, samt sørge for at de til hver en tid modtager personlig og professionel service. 
  • SOCIALE MEDIER: Billeder, video og tekst til Facebook- og Instagram for vores brands i tæt samarbejde med marketingsafdelingen 
  • UFORUDSET: Der kommer til at være mange uforudsete ting som guide, derfor kræver det, man er fleksibel og omstillingsparat.  

FORSKELLIGE GÆSTER = FORSKELLIGE GUIDER

Hos SUMMITWEEK sender vi rigtig mange forskellige gæster afsted på skiferie. Hos SUMMITWEEK har vi forskellige guideroller, som vi ansætter. Der er derfor et job til dig, uanset om du er mest til børn, unge, voksne, kun kan rejse en periode eller kan være væk hele sæsonen. Kendetegnende for alle typer af jobs er dog, at alle arbejder med arbejdsopgaverne i kolonnen til venstre. 

Destinationsguide

Er du ansvarsfuld, serviceminded og klar på en udfordring? Så er jobbet som destinationsguide noget for dig. Du arbejder i et team på én destination i Alperne hele sæsonen. Du er med fra start og lægger standarden for den service, vores gæster får på sin skiferie. Du får kundskab til alle ansvarsområder, men du får også tildelt dine egne arbejdsområder, som du selv er ansvarlig for at udforme, udføre og opdatere løbende. Hverdagen indeholder de opgaver, du ser i kolonnen til venstre. 

Højsæsonsguide

Kan du ikke tage en hele sæson i Alperne? Bare rolig - vi mangler dig som højsæsonsguide! Vi bruger vores højsæsonsguider til at hjælpe det faste guideteam på destinationen i perioder hvor gæsteantallet stiger på destinationen. Som højsæsonsguide er du dermed ikke med i starten og slutningen af sæsonen, hvor gæsteantallet er mindre. Du vil dog typisk være på destinationen i halvanden til to måneder. Som højsæsonsguide indgår du i teamet på lige fod med de faste guider, og laver dermed de samme arbejdsopgaver. Arbejdsopgaverne er beskrevet i kolonnen til venstre.  

Ugeguide

Har du kun mulighed for at være i Alperne et par uger og ikke en hel sæson? Så skal du søge jobbet som ugeguide! Vi har brug for ekstra hjælp i højsæsonsugerne - især uge 7-8-9, hvor antallet af gæster stiger på vores destinationer. Vi søger derfor dig, der kan komme ned med masser af energi til vores faste guideteam på destinationerne i Alperne. Du skal være fleksibel og åben - og klar på gode grin med gæsterne. Arbejdsopgaverne er de samme, som hvis du er destinationsguide, hvilket er beskrevet i kolonnen til venstre. 

FORVENTNINGSAFSTEMNING HVAD KAN VI FORVENTE AF HINANDEN?

DET FORVENTER SUMMITWEEK AF DIG 

SUMMITWEEK vil have de dygtigste, skarpeste og mest hårdtarbejdende og professionelle guider i branchen. Det arbejde vores guider udfører, skal kendetegnes ved en professionel holdning til jobbet samt en ekstrem høj grad af synlig og personlig service – det er dig, som søger vores gæster, og ikke omvendt. Som destinationsguide for SUMMITWEEK skal du sikre, at gæsterne får en hyggelig og problemfri skiferie – og samtidig får du en oplevelse for livet med masser af udfordringer i nye, spændende omgivelser.   

SUMMITWEEK stiller store krav til vores guider, og vi forventer, at du gør det samme til os. Derfor ansætter vi kun destinationsguider, der opfylder nedenstående kriterier: 

  • Du trives med at få eller tage ansvar. 
  • Du er i stand til at arbejde selvstændigt.  
  • Du er udadvendt, og du forstår værdien af god service. 
  • Du elsker at arbejde med mennesker. 
  • Du er omhyggelig, og du kan skabe orden i tingene. 
  • Du er fleksibel og omstillingsparat. 
  • Du har sandsynligvis mødt kunder og ydet service i tidligere jobs. 
  • Du er en fighter og klar til en ny udfordring. 

DET KAN DU FORVENTE AF SUMMITWEEK 

Det er ikke kun os, der forventer noget af dig – du skal også forvente noget af os. Derfor kan du som minimum forvente følgende, som en del af din ansættelse hos SUMMITWEEK: 

  • Løn, bonus og provision 
  • Forsikring 
  • Bolig 
  • Skiuniform bestående af bukser og jakke 
  • Transport til og fra Alperne ved sæsonstart og slut 

Desuden vil en sæson i Alperne med os give dig et seriøst referencepunkt på dit CV. Vi samarbejder desuden med flere sommerrejsebureauer, der kan give jobmuligheder efter din sæson med os. 

Søg jobbet som guide her.

ANSØGNINGSPROCESSEN SÅDAN BLIVER DU GUIDE FOR SUMMITWEEK

Send os en mail på INFO@SUMMITWEEK.DK med CV og en kort video. 

Hvis du bliver udtaget til næste step i processen, vil du blive inviteret til en samtale, hvor vi finder ud af, om din profil passer til jobbet. 

ALT DU SKAL VIDE OM GUIDELIVET SPØRGSMÅL OG SVAR

HVILKE KRAV ER DER TIL MIG, FOR AT KUNNE BLIVE DESTINATIONSGUIDE? 

Vi vurderer ansøgninger individuelt. Som udgangspunkt søger vi dig, som er mindst 20 år gammel, taler flydende engelsk - og er nysgerrig på flere sprog. Du skal gerne være tryg på pisterne, men vi stiller intet krav til dit skiniveau. Du skal til gengæld være klar på at yde god service og give vores gæster en sublim skiferie. 

HVOR MANGE GÆSTER ER DER PÅ DESTINATIONERNE?

Hos SUMMITWEEK har vi destinationer med alt fra 40-1000 gæster per uge. Gæsteantallet styrer antallet af faste guider på destinationerne. Udover det, har vi også højsæsonsguider. 

HVOR MEGET ARBEJDER MAN SOM DESTINATIONSGUIDE? 

Som guide er du altid på arbejde, og størstedelen af tiden er du sammen med dine gæster og guidekollegaer. Vi plejer sige at guidejobbet er mere en livsstil end et job...  

HVOR TIT HAR MAN FRI SOM DESTINATIONSGUIDE? 

Hos SUMMITWEEK har I som team en opgave i at planlægge jeres tid på destinationen så optimalt som muligt. Det betyder at I selv er ansvarlige for, hvornår I har fri, men vi anbefaler at du har fri en dag om ugen. Nogle uger kommer du til at arbejde mere end andre. Slutningen af sæsonen er generelt lidt roligere, hvor alle guider arbejder mere på rutine og klarer sine opgaver hurtigere.  

HVOR MEGET SKILØB ER DER TID TIL? 

Eftersom I som guider er ansvarlige for jeres egen planlægning, er det mere eller mindre op til jer selv. Selvfølgelig findes der perioder, hvor der er mindre tid til skiløb og perioder, hvor der er mere. Vi søger guider som synes at jobbet er spændende, og skiløbet er en bonus.

HAR MAN FERIE SOM DESTINATIONSGUIDE? 

Nope! Det kan været hårdt at være guide, men der er rigeligt med tid til afslapning og nyde pisterne, som SUMMITWEEK-Guide!

HVOR LANG TID ER MAN PÅ SÆSON SOM GUIDE? 

Hos SUMMITWEEK kan du arbejde som sæsonguide, hvor du arbejder fra starten af december til midten af april. Du kan også arbejde som højsæsonguide.